I dag lanceres en ny kampagne og hjemmesiden GodSkærm.dk, der skal gøre det lettere for forældre at få hjælp til at skabe en tryg digital start for deres børn. Her kan forældre få konkrete værktøjer til at navigere i deres børns møde med den digitale verden.
Børn er i gennemsnit 5,2 år, når de får den første tablet, og 8,1 år, når de får den første smartphone, viser en rapport fra VIVE. Tablets eller smartphones er i udgangspunktet indstillet til voksne, og børn risikerer derfor at blive eksponeret for indhold og funktioner, der slet ikke er egnet til deres alder. Der er behov for at skabe mere opmærksomhed omkring, hvordan man skaber gode digitale rammer og indstiller digitale enheder alderssvarende.
Tal fra august fra YouSee viser, at næsten halvdelen af alle forældre er bekymrede, når de skal give deres børn den første telefon. Samtidig angiver en fjerdedel af forældrene, at de føler sig pressede til at give deres børn en smartphone, selvom de ikke har lyst til det.
Nu er der hjælp at hente: Fra i dag vil landets forældre blive mødt med mere vejledning og hjælp, når det kommer til køb af en smartphone eller tablet. En række teleselskaber vil fremover henvise til oplysningsmateriale, når de sælger digitale enheder online eller i deres butikker. Derudover vil man i fysiske butikker kunne få hjælp til at indstille enhederne alderssvarende og vejledning til alternativer til smartphones. Her vil forældre bl.a. få udleveret en flyer, så de nemt kan finde råd og vejledning til de spørgsmål, de må stå over for, når det kommer til børns digitale liv.
Forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund siger:
”For mig er det helt afgørende, at vi beskytter børn så godt som overhovedet muligt, når de bevæger sig rundt på telefoner eller tablets. At børnene bliver yngre og yngre, når de får deres første mobiler og tablets, understreger kun, hvor vigtigt det er, at deres forældre bliver klædt bedre på til at hjælpe dem. Derfor er jeg også rigtig glad for, at telebranchen stempler ind i arbejdet med at hjælpe familier og har lavet en kampagne, der forhåbentlig kan gøre danske forældre klogere på børnenes digitale verden.”
Kampagnen er lavet i samarbejde med Teleindustrien, Dansk Erhverv, Telenor, CBB, Norlys, Call me, YouSee, Telmore, 3 Danmark, OiSTER og GreenMind.
I dag findes der information mange forskellige steder om børns digitale liv. Det kan være svært at finde og orientere sig i de mange vejledninger. Tal fra Center for sociale medier, tech og demokrati viser, at under hver tredje forælder (30 pct.) oplever, at det er nemt at finde råd og vejledning til det digitale forældreskab. YouSee’s undersøgelse fra august viser ligeledes, at 20 pct. af forældrene angiver, at de mangler kendskab til at tilpasse en smartphones funktioner, så den er alderspassende, mens hele 71 pct. faktisk er interesserede i at bruge sådanne funktioner.
Derfor lancerer Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet i dag den nye myndighedsside GodSkærm.dk. På GodSkærm kan man finde råd og vejledning til, hvordan man kan skabe tryggere rammer for børn og unges digitale liv. Man kan bl.a. finde guides til, hvordan man indstiller en telefon alderssvarende, herunder sætter aldersgrænser på apps og film, blokerer upassende webindhold og planlægger skærmfri tid for bedre nattesøvn. Man kan også gøre, så barnet kun har adgang til specifikke websites, såsom Ramasjang mm. Derudover kan man finde råd om, hvordan man taler med sit barn om brug af skærme. GodSkærm.dk vil blive opdateret i takt med, at der udkommer nye anbefalinger på området.
”Jeg forstår godt, hvis mange forældre er i vildrede i dag. Der er mange spørgsmål, og den information, der findes, er spredt ud på en masse forskellige hjemmesider. Da langt de fleste telefoner og tablets i udgangspunktet er indstillet til voksne, er det op til forældre at tilpasse enhederne til deres børn. Det kræver både tid og overskud at sætte sig ind i. GodSkærm.dk skal gøre det nemmere at finde den rette information og samtidig være en hjælpende hånd til forældre,” siger Christina Egelund.
Find den nye hjemmeside her: www.GodSkærm.dk
Direktør for Teleindustrien Jakob Willer udtaler:
”Børn har ret til en tryg digital barndom, og det ansvar skal vi løfte i fællesskab. Som branche vil vi gerne tage ansvar for at hjælpe familier med viden og gode råd, som kan gøre det lettere at finde de løsninger, der passer bedst til det enkelte barn. Det vigtigste er, at børn får en god og tryg start på deres digitale liv, og at forældrene oplever, at de ikke står alene med den opgave.”
Vicedirektør i Dansk Erhverv Jakob Ellemann-Jensen udtaler:
"Som forældre kan vi ofte have brug for hjælp til at skabe trygge digitale rammer for vores børn. Derfor glæder det mig, at aftalen nu bliver til konkret vejledning, når familier køber en telefon eller tablet. Det fortjener ros, at virksomhederne tager ansvar og hjælper forældrene med at tilpasse enhederne til børnenes alder.”
Direktør for Forbrugerrådet Tænk Winni Grosbøll udtaler:
”For mange forældre er det svært at navigere i de valg, der følger med, når barnet skal have sin første smartphone eller tablet. Derfor er det godt, at forældrene fra i dag får adgang til vejledning og hjælp, både når de køber en enhed, og når den skal indstilles alderssvarende. Nu handler det om, at hjælpen også når ud til de familier, der har brug for den. God vejledning virker nemlig kun, hvis den også er let at finde.”
I september 2025 indgik Alliancen for et trygt og godt digitalt børne- og ungeliv (den daværende regering, Børns Vilkår, Red Barnet, DUF og KL) en frivillig aftale med Teleindustrien, Telenor, CBB, Norlys, Call me, YouSee, Telmore, 3 Danmark, OiSTER, GreenMind, Dansk Erhverv og Forbrugerrådet Tænk om bedre beskyttelse af børn og unge på digitale enheder. Aftalen har til formål at hjælpe forældre med at finde relevant information og vejledning allerede i købssituationen. Aftaleparterne vil ved salg af digitale enheder – både online og offline – videreformidle råd og vejledning til alderssvarende indstillinger. Derudover vil man kunne få hjælp i fysiske butikker til at indstille enheder, så de passer til barnets alder. Indstillingerne kan bidrage til, at børn og unge i højere grad er beskyttet mod skadeligt og upassende indhold online, f.eks. ved at blokere udvalgte hjemmesider, apps og funktioner, som er uegnet for børn.
Pressehenvendelser kan rettes til Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@fudm.dk